Når man møder mennesker med ægte idealer - ligegyldigt indenfor hvilket område - og uden ensrettethed og snæversyn, blot mennesker der tydeligt hviler i sig selv i en atmosfære af fuldbyrdelse, er det som hjertet vokser, man bliver mere ydmyg og tillidsfuld.
Sådan skete det for os, da vi opsøgte Mirjam og Detlef Bordon, efter at have smagt en af deres vine på en lokal restaurant i Sydfrankrig, nærmere betegnet Corbieres i Languedoc området. Der var travlt på vingården Domaine Pradines d'Amont, for de er bare de to og en lejet medhjælp her i høsten. Alligevel var der tid til at fortælle om deres historie til et par forbipasserende turister og først og fremmest om den vin, de begge brænder for at udvikle og hele tiden arbejder med i harmoni med historien, jorden, årstiden, vejret og himmelrummet.
Da parret efter et par års søgen fandt et domaine med over 75 år gamle vinstokke, blev det udslaget til, at de slog sig ned på Pradines d'Amont i 2002. Hvad de gamle vinstokke måske ikke leverer i kvantitet, leverer de til gengæld i kvalitet, fortæller parret, og det er helt i tråd med hele ånden på stedet. At parret allerede kan levere vine af så høj kvalitet, vidner om stor faglig dygtighed og viden.
Domainet har tilhørt Cistercienser ordenen under middelalder klosteret Abbaye de Fontfroide og ligger tæt på middelhavet, omgivet af skov og hede. Det er meget vigtigt at have naturen som nabo, hvis man vil sikre sig, at naboens sprøjtemidler ikke påvirker vores økologiske og biodynamiske produktion, fortæller parret. Druerne på disse gamle stokke med dybe rødder til at samle smag og næring fra netop denne natur, består af Carignan, Syrah, Grenache, Cinsault. De 4 rødvine, som produceres, benævnes naturligt nok Soleil, Lune, Etoile og Venus (Sol, Måne, Stjerne og Venus) I 2004, hvor planeten Venus var så tæt på jorden, som det kun sjældent ses, fødtes lille Deborah, og i glæde og taknemmelighed over dette livets mirakel, besluttede parret, at de kun ville producere Venus vinen hvert 7. år. Denne vin er selvsagt noget helt unikt.
Soleil nød den ære at få en flot bronzemedalje i konkurrence med andre vine fra hele Corbieres området i foråret 2008 samt en sølvmedalje i "Wine and Spirits Asia". (Se også omtale af Cuvče Lune fra Winekee)
| Detlef og Miriam Bordon laver topvine af Carignan druen! |